Jeg (k38) der for et årti tilbage fik en dobbelt mastektomi pga brystkræft.
Til dem der ikke ved, hvad det betyder, så vil det sige, at jeg har fået bortopereret begge mine bryster. Dette betyder alt væv samt mine brystvorter.
Efterfølgende har jeg fået dem rekonstrueret ved hjælp af implantater. Mine brystvorter er tatoverede på.
Arrene går henover begge “bryster” dvs på linje med de rekonstruerede brystvorter.
Arrene er lyse, men naturligvis stadig synlige, som ar som regel vil være, selv efter mange år.
Brysterne, er grundet det manglende væv, helt faste. Dvs ikke særligt bløde at holde om og alt det der.
Jeg vil her gøre det meget klart, at jeg er så taknemmelig for at jeg har overlevet min sygdom.
Jeg kender efterhånden mange, der ikke er her i dag og når jeg sætter det op mod min situation, ved jeg godt at det her kan syne af småting.
Men det er lidt ligesom at sige, at man ikke må være deprimeret, for i det mindste er man ikke et barn i en palæstinensisk flygtningelejr eller lignende.
Det er stadig min virkelighed og mit selvbillede der er svært for mig at leve med.
Så jeg håber, at folk vil holde sig fra den slags forsøg på at vende mit syn på mig selv.
Det er mest i seksuelle henseender at det er virkelig svært for mig.
Hvis jeg skal være sammen med en mand, især første gang, hvad end det er sex eller bare intimitet, så kommer min frygt for hvad han tænker om mig til at fylde så meget, at jeg kan have svært ved at være i nuet og nyde oplevelsen.
Hvad er det første der går gennem hovedet på ham, når han ser at jeg ikke er som andre.
Får han et chok? Væmmes han? Får han ondt af mig og kommer til at tænke på sygdom i stedet for attraktion. Synes han overhovedet at jeg er en rigtig kvinde? Bliver han skuffet?
Dette er uanset om det er noget jeg forinden har talt med personen om eller ej.
For selvfølgelig tænker han et eller andet.
Og nej, jeg synes ikke det er det samme som, hvis en mand tænker “hendes bryster hænger lidt mere end jeg forventede” eller en kvinde tænker han er vist lidt tyk om maven. Og det kan heller ikke sammenlignes med hvis en kvinde har store faste silikonebryster pga en almindelig plastikoperation.
Det her stikker ud fra normen og hvad der er naturligt og jeg har aldrig mødt eller set nogen som mig. Altså med mindre jeg googler det lidt på nettet.
Jeg har bare lyst til at spørge herinde, måske især mænd, men også kvinder, hvad de selv ville tænke hvis de mødte en krop som min.
Eller endnu bedre, hvis de har mødt en.
Hvilke følelser og tanker mærkede du i den forbindelse?
Jeg har altid kun fået at vide, at det er “lige meget” og at jeg stadig er smuk og flot osv, men mit sind bilder mig øjeblikkeligt ind, at de siger det fordi de ikke vil såre mig, for hvem ville sige noget grimt til et menneske i min situation?
Så derfor søger jeg nok nogle ærlige tanker her, hvor I har mulighed for at bidrage anonymt.
Jeg tror ikke man kan sige noget, der gør mig ked af det, for alt det tænker jeg jo i forvejen og mere til.
Jeg har bare brug for at få nogle tanker, uindpakkedee og helt ærlige.
Tak på forhånd, hvis du vil hjælpe.
